Kære sjæle,
I livets rejse står vi alle over for udfordringer, forhindringer og mennesker, der sårer os. Det er uundgåeligt, da vi er sårbare og følsomme væsener. Men én af de mest transformative og healende handlinger, vi kan udføre for os selv, er at praktisere tilgivelse. Tilgivelse er en dyb personlig handling, der giver os mulighed for at frigøre os fra fortidens lænker og træde ind i en fremtid med frihed og fred i sindet.
Det her kan blive, din vej til tilgivelse!
Det er også utroligt vigtig for mig at nævne, at tilgivelse er ikke en handling, vi udfører for andres skyld; det er for vores egen skyld. Det handler ikke om at retfærdiggøre andres handlinger eller vores egne. Det handler om at slippe taget i den smerte og bittehed, der binder os til fortiden.
Når vi nægter at tilgive, forankrer vi os i den smertefulde begivenhed og holder fast i den som en del af vores identitet, selvom vi måske føler, at vi har lagt det bag os, så kræver enhver sårende, vredende og/eller ramte handling, at blive kigget på, for det at holde fast i vrede, had og smerte forhindrer os i at bevæge os fremad og begrænser vores evne til at opleve helt og aldeles ren glæde og ægte lykke.
Tilgivelse er ikke at benægte eller retfærdiggøre det, der er sket; det er at acceptere, at det er sket, og tage en aktiv handling og beslutte at give slip på det. Det handler om at tage den kraft tilbage fra de begivenheder eller mennesker, der har såret os, og ikke længere lade dem definere os. Når vi tilgiver, bryder vi de usynlige bånd, der binder os til smerten, og vi åbner os for en ny begyndelse.
En af de mest dyrebare gaver ved tilgivelse er, at det giver os mulighed for at frigøre os fra offerrollen. Når vi ikke tilgiver, bliver vi ofre for vores egen vrede og smerte, og det begrænser vores potentiale for vækst. Men når vi tilgiver, tager vi kontrol over vores egen historie og skaber muligheden for at transformere os selv.
Det er vigtigt at huske, at tilgivelse ikke betyder, at vi skal have mennesker tilbage i vores liv, der har såret os. Nogle gange er det sundt at bevare en vis afstand og beskytte vores egne grænser. Tilgivelse betyder heller ikke, at vi skal glemme, hvad der er sket, eller tillade os selv at blive udnyttet igen. Det er snarere en mulighed for at give slip på den negative energi og fokusere på vores egen healing og fremgang, det som er vigtigt for dig.
En vidunderlig ting ved tilgivelse er, at det ikke kræver en offentlig erklæring. Du behøver ikke at informere den person, du tilgiver, om dine følelser eller dit valg. Tilgivelse er en indre proces, der sker inde i dit hjerte og i dit sind. Det er en gave, som du giver til dig selv.
For når du vælger at sætte dig selv fri, så åbner du døren til selvforståelse og medfølelse. Du begynder at indse, at mennesker fejler, inklusiv dig selv, og at det er en naturlig del af livets rejse. Når du forstår dette, bliver det nemmere at se forbi de fejl, der er begået, og finde dybere forbindelse med vores fælles menneskelighed.
Som jeg plejer at sige ''Folk handler med det, som de har at gøre med'' Altså; ''Det er ikke altid hensigtsmæssigt, det folk gør eller den måde en situation udspillede sig, men vid at enhver person, har gjort det bedste de kunne med de midler, som de har/havde på det tidspunkt, dette er inklusiv dig selv!''
Tilgivelse er en rejse, der kræver tid, tålmodighed og ømhed. Nogle gange er det lettere at tilgive andre end os selv. Men ved at praktisere tilgivelse kan vi begynde at omfavne vores egne skyggesidder, arbejde med dem og derved give os selv den samme kærlighed og forståelse, vi måske havde givet en nær.
En personlig fortælling om tilgivelsens vej i mit liv
Dette er en utrolig personlig fortælling, som virkelig ændrede hele måden jeg så på tilgivelse og også hvor svært det faktisk var, for det er nemlig ikke let og det er lige præcis grunden til, at jeg fortæller det til jer. I skal vide, at det ikke er let og det er faktisk helt okay! For så længe i er åbne for forvandling, så skal det nok komme!
Der var en tid i mit liv, hvor jeg følte mig fanget i fortidens snørklede greb. Jeg bar rundt på byrden af smerte, vrede og selvbebrejdelser. Mennesker havde såret mig dybt, udnyttede mig, og mine egne fejl og handlinger plaget mig ENORMT. Jeg ønskede at komme videre, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle bryde de usynlige lænker, der holdt mig tilbage, faktisk vidste jeg ikke at lænkerne var brydbare.
En episode i mit liv står klart som et vendepunkt, hvor jeg blev konfronteret med nødvendigheden af at tilgive. Det var en tid, hvor jeg følte, at jeg var fanget i en mørk labyrint uden nogen vej ud. Jeg følte, at jeg ikke kunne tilgive dem, der havde gjort mig ondt, og at jeg ikke fortjente tilgivelse for mine egne fejl.
Tanken om tilgivelse syntes at være helt fjern og umulig. Jeg blev fyldt med vrede, når jeg tænkte på, hvordan mennesker havde svigtet mig, og jeg var hensynsløs over for mig selv for mine egne fejltrin. Min sjæl var fanget i et tovtrækkeri mellem ønsket om at komme videre og frygten for at slippe taget i smerten, for det var også en sikker periode, jeg var lukket for omsorg og derved følte jeg ikke at jeg kunne blive såret, jeg så bare ikke, at det jeg var i, såret mig endnu mere end at kunne leve mit liv med kærlighed, glæde, sorg vemodighed og ja alle livets fantastiske oppe og nedture.
Lige pludselig, midt i mit indre kaos, begyndte noget at ændre sig.
En følelse af stædighed voksede i mig - en beslutsomhed om at finde en vej ud af mørket, uanset hvor uoverskueligt det virkede. Jeg indså, at hvis jeg ønskede at finde frihed, var jeg nødt til at tage kontrol over min egen skæbne.
Jeg begyndte at undersøge betydningen af tilgivelse og dens healende kraft. Jeg læste om mennesker, der havde overlevet traumatiske begivenheder og alligevel formået at tilgive. Jeg indså, at tilgivelse ikke betød at undskylde eller retfærdiggøre handlingerne, men snarere at give slip på smerten og finde indre fred.
Men selvom jeg intellektuelt og fra et fugleperspektiv forstod vigtigheden af tilgivelse, var det stadig svært for mig at tage det første skridt. Jeg var bange for, at tilgivelse ville betyde at lade dem, der havde såret mig, slippe afsted med det. Men jeg indså, at tilgivelse ikke handlede om dem - det handlede om mig.
Det handlede om at befri mig selv fra den smerte, der forbrændte mig indefra.
Så begyndte jeg langsomt at arbejde på at tilgive. Jeg startede med at tilgive mig selv for mine egne fejl og dårlige beslutninger. Jeg erkendte, at vi alle er mennesker, og vi laver fejl. Jeg tillod mig selv at være menneskelig og gav mig selv tilladelse til at lære og vokse fra mine fejl - For det, som der virkelig betyder noget, er at man lære af fortiden og ikke bare lader den visdom drive forbi.
Dernæst begyndte jeg at overveje de mennesker, der havde såret mig. Jeg indså, at de også var mennesker, der kæmpede deres egne kampe. Det betød ikke, at det, de gjorde, var rigtigt eller acceptabelt, men jeg indså, at tilgivelse ikke ville gøre deres handlinger mindre forkerte, men det ville gøre mig lykkeligere.
Ja, jeg kan godt se, når jeg læser dette, lyder det easy peasy, men tilgivelsen kom ikke let.
Det var en udfordrende og smertefuld proces og jeg brugte mange redskaber, såsom at skrive breve til mig selv og til dem der havde såret mig og gennem meditation sendte jeg dem væk i vandets kraft og efterhånden som jeg arbejdede på at tilgive, begyndte jeg at føle en lettelse. Vægten af vrede og smerte, der havde hvilet på mine skuldre, begyndte at lette. Jeg følte mig lettere, mere fri, og jeg indså, at jeg endelig begyndte at finde fred med mig selv og min fortid.
Det gjorde ikke længere ondt, skabte en vrede eller gjorde mig ked af det, når folk spurgte ind til det - Jeg fik et helt nyt perspektiv, nemlig lærdommen i situationerne og kom faktisk til den konklusion, at jeg ikke ville have været foruden, for så var jeg ikke den, som jeg er i dag og den jeg er i dag, ELSKER jeg!
Tilgivelsen var simpelthen nøglen, der låste døren op til min frihed, er det ikke vildt?!
Jeg forstod endelig, at det ikke handlede om at lade andre slippe afsted med deres handlinger, men om at befri mig selv fra fortidens byrder.
Jeg fandt kraft i at tage kontrol over min egen lykke og min egen skæbne.
Tilgivelse var ikke let, men det var værdifuldt. Det var en rejse mod frihed og fred i sindet. Jeg fandt styrke i at tilgive - ikke for andres skyld, men for mig selv. Jeg opdagede, at tilgivelse ikke var en svaghed, men en styrke. Det var en styrke til at bryde fri fra fortidens fangenskab og omfavne fremtidens muligheder.
Så hvis du, kære læser, kan relatere, bare en smule til det jeg skriver om, så vil jeg virkelig opfordre dig til at overveje kraften i tilgivelse. Det er en modig og healende handling, der kan sætte din sjæl fri.
Det er ikke nemt, men det er muligt. Tillad dig selv at give slip, og giv dig selv den gave, friheden i tilgivelse.
Det er også derfor, at jeg har lavet denne lille e-bog, som i kan downloade helt gratis! For i skal have muligheden, for at bryde lænkerne! og træde ind i en fremtid fyldt med frihed, fred og kærlighed.
Lad os give slip på den smerte, der har bundet os og åbne os for muligheden for healing og vækst.
Lad os praktisere tilgivelse for os selv og omfavne den dyrebare frihed, det bringer til vores sjæl.
Med kærlighed og kram,
Xenia Sørensen